Hvad består et fingeraftryk af, hvordan aflæses og genkendes det?
Et fingeraftryk kan anvendes som identifikation, da strukturen i huden på fingrene er unik for alle mennesker. Strukturen udgøres af det mønster af rygge og dale i huden, der snor sig rundt på fingeren, centreret om et punkt midt på fingeren. Når fingeren placeres på en genstand, er det derfor muligt at aflæse fingeraftrykket, da højdeforskellene i huden tydeliggør det unikke mønster. Det er dette mønster fingerskannere aflæser på forskellig måde alt efter, hvilken metode der anvendes.
Således findes der både skannere, som anvender optik, termik og ultralyd, dog er optiske skannere de mest almindelige. Optiske skannere tager ganske enkelt et billede af fingeren, som herefter behandles af skannerens eller programmets software.
Der er forskellige metoder til at finde kendetegn ved fingeraftrykket, som senere kan genkendes. Overordnet sker der dog det, at en længere række kendetegn ved fingeraftrykket (samling af to rygge, slutningen på en ryg, kernen i aftrykket osv.) registreres og gemmes som en matematisk værdi – også kaldet en template. Omformningen fra fingeraftryk til template sker ved hjælp af en matematisk algoritme, som industrien har flere eksempler på. Scanaware har eksempelvis sin egen.
Når en person skal have tjekket sit fingeraftryk mod den gemte template på et smart card eller i en database, sammenlignes de gemte karakteristika fra fingeraftrykket altså med personens netop afgivne fingeraftryk. Hvis der er sammenfald, verificeres personen som værende den, vedkommende udgiver sig for. |